Godt naboskab

Tal med din nabo — Godt naboskab

Foreningen har som nabohjælp blandt medlemmerne etableret en ordning, kaldet Nabo-Ring, det er en liste, hvortil man oplyser navn, sommerhusadressen samt telefon og evt. e-mail, så naboer kan ringe (maile) til én, hvis de observerer noget unormalt på éns grund, f.eks. vandbrud.

Grundlæggende består det gode naboskab i en behagelig omgangstone og samtale i tilfælde af fælles problemer, at der findes en løsning i fællesskab, inden problemerne udvikler sig og går i hårdknude. Her skal nævnes nogle eksempler på typer af områder, hvor det er erfaringsmæssigt betaler sig at udvise særlig agtpågivenhed.

Støj

Det er svært helt at undgå støj. Men ved almindelig omtanke og sund fornuft er det muligt at reducere støjen og undgå at genere de omkringboende:

Brug af radio, TV o. lign. for åbne døre og vinduer bør som alle andre steder undgås.

Græsslåmaskiner og anden maskinstøj bør begrænses til dagtimer.

Vi har aftalt fartbegrænsning på max. 20 km på vore veje for at undgå støj, ødelæggelse af vejbelægningen og generende støv af grus – samt naturligvis for at passe på børnene. Husk at gøre dine gæster opmærksomme på dette.

Børn og voksne kan let blive højrøstede, når flere er samlet, f.eks. ved svømmebassin på grunden, boldspil og anden leg. Det er normalt ikke noget problem, men vær opmærksom på det.

Vedblivende hundegøen kan være en belastning for omgivelserne. Vær opmærksom på, at støjen fra dyrene ikke tager overhånd. De må ikke løbe ind og genere naboerne på deres grunde.

Sol og skygge

At se på og lytte til de store gamle træer er en væsentlig kilde til glæde og et grundlæggende element i begrebet om grundene som naturgrunde, og de bør kun fældes med omtanke. Imidlertid kan vore meget små grunde gøre det nødvendigt at fælde eller beskære et træ, hvis det skygger for meget hos naboen. Begge parter må vise forståelse og prøve at løse problemet sammen. Er det umuligt, kan et hegnssyn hjælpe til et forlig (se Den lille grønne).

Skel og hegn

Det er vigtigt at være opmærksom på placeringen af sin grunds skelpæle. Véd man ikke nøjagtigt, hvor grundens grænser – skel – er, kan man utilsigtet komme til at skabe en nabostrid.

Man bør kende Hegnsloven i almindelighed og respektere de tinglyste servitutter i særdeleshed.

Link til hegnsloven